Jeg ser et kæmpe behov for at få aktiveret sociologien

Sociologer har især været dygtige til at markere sig som skarpe samfundsdiagnostikere. Men ifølge Ghita er det ikke længere nok. ”Hvis vi skal gøre os gældende som fag, er det nødvendigt at vi i højere grad begynder at tage ansvar for de løsninger, der bliver udviklet. At vi ikke bare er dygtige til at udpege og forklare, hvorfor og hvordan problemer eksisterer, men at vi også kan bidrage til deres løsning.” Samtidig er det Ghitas oplevelse, at mange sociologistuderende har svært ved at knytte an til, hvad de kan som sociologer. Og at de ofte kommer med et brændende ønske om at gøre en forskel. ”Så jeg synes, der er en stor værdi og en spændende opgave i at gøre det tydeligere, hvordan sociologien kan engagere sig i og med praksis.”

Ghita har arbejdet med innovation fra et væld af vinkler. Først som spildesigner og innovationskonsulent, siden som forsker. Her har hun bl.a. set på brugerinvolvering, samarbejde og dilemmaer og konflikter i innovationsprocesser. En rød tråd igennem det hele er en stærk nysgerrighed ift. hvordan man kan organisere samarbejder på tværs af forskning og praksis og en interesse for brugerdreven innovation. Kurset i Sociologisk Innovation er på den måde helt i tråd med Ghitas interesser og forskningsfelt, og man mærker da også tydeligt hendes passion for kurset. Samtidig lægger hun ikke skjul på, at der også er udfordringer knyttet til at afvikle et innovationskursus på et empiridrevet og analytisk tungt fag som sociologi.

 

Kursets opbygning

”Sociologisk Innovation er et obligatorisk kandidatkursus på 15 ECTS. Det svarer til fire timers undervisning om ugen og ca. 80 studerende på hvert hold,” fortæller Ghita. ”De studerende starter med at vælge case og danne grupper. Herefter er kurset organiseret i tre parallelle spor. Et spor med forelæsninger i sociologisk teori, der giver et analytisk begrebsapparat til at identificere centrale mekanismer bag problemet. Et spor med workshops struktureret omkring designtænkningsmetoder der kan inspirere til kreativ tænkning omkring fremtidige (endnu-ikke-eksisterende) scenarier. Og et spor, hvor de studerende løbende præsenterer deres arbejde og får feedback fra undervisere, medstuderende og casestiller. Faget afsluttes med det, jeg kalder en fernisering, hvor de studerende præsenterer deres analyser og anbefalinger for casestillerne.”

 

Casearbejde kræver engagement og forventningsafstemning

Casene kommer fra både offentlige, private og frivillige organisationer og omhandler så forskellige emner som ventetider på psykiatriske skadestuer, gymnasieelevers brug af puff bars, hjemlighed i shelters til hjemløse og museumsbesøg for børnefamilier. Fællesnævneren er, at alle cases repræsenterer en social problemstilling indenfor en organisatorisk kontekst. En del cases bliver fundet gennem Ghitas eget netværk, andre gennem Copenhagen Health Innovation, CHI, der faciliterer kontakt til casestillere på sundhedsområdet i Region H.

Med tiden er processen blevet lettere. ”Nu har kurset kørt i tre år, og i dag er der dels en del tidligere cases, som gerne vil være med igen, dels andre organisationer, der har hørt om kurset og ønsker at stille en case til rådighed. Det er rigtig fedt, og jeg ser det som et tegn på, at casestillerne er glade for de studerendes arbejde og ønsker mere.”

”Inden en case kommer med, starter jeg med at vurdere om den passer til kurset og laver en forventningsafstemning. Er problemet f.eks. af teknisk eller medicinsk karakter, er den ikke egnet. Derudover skal casestiller have ressourcer til jævnlig kontakt med de studerende, og de skal sikre adgang til data. Og så er det vigtigt, at de er villige til at give slip på deres forforståelse af problemet og forholde sig åbent over for de alternative analyser og løsningsforslag, der kommer fra de studerende. Endelig taler jeg med både casestillere og studerende om, at de studerende ikke er konsulenter, og at det er de studerendes læring, der er vigtigst.”

De studerende har også mulighed for selv at komme med en case. ”Det kan være, at de har adgang til en egnet case gennem deres studiejob. Eller kender til organisationer, der arbejder med samfundsproblematikker, de har lyst til at dykke ned i. ”Fordelen ved at de selv får lov til at vælge – de kan også selv melde sig ind på de cases, jeg har fundet – er, at det styrker deres engagement. For det er på mange måder et super udfordrende og intenst forløb, de går ind i – og her er motivationen central.”

 

Åbne læringsmål

En af de største udfordringer ved kurset er de åbne læringsmål. ”Sociologisk Innovation er et procesfag. Det er de studerendes procesrefleksion, der evalueres. Det er en helt anden situation at skulle være i det her åbne og eksperimenterende læringsrum, end de studerende er vant til. ’Vi ved ikke, hvad vi ender med at kunne levere, men vi skal bedømmes på det’. Det kræver enormt meget is i maven og tillid til en iterativ proces, der nogle gange kan føles som et skridt frem og to tilbage. Mange studerende oplever en masse frustration i løbet af kurset, mens læringsoplevelsen først kommer senere.”

”Jeg forsøger at håndtere det ved at skabe en tydelig struktur og mulighed for sparring på centrale elementer – bl.a. med afsæt i projekttemplates, læringsdagbøger og delopgaver. Her er designtænkningen også god, fordi den tilbyder en struktureret tilgang til kreativitet. Og så øver jeg mig i at metakommunikere om kursets opbygning og hver uge sige ’hvor er vi nu, hvorfor og hvordan’, så de studerende hele tiden kan følge med. Og så prøver jeg at holde fast i noget sjovt og legende. Det legende element kan være en svær ambition i en tid, hvor mange studerende føler sig pressede og karakterer betyder meget, men det er vigtigt for mig at forsøge at give dem en glæde ved at lære. Og innovationsprocesser er jo pissesjove. Så jeg prøver at tappe ind i det legende og kreative.”

At kurset i sidste ende sætter positive spor, ser Ghita bl.a. ved, at en del studerende efterfølgende vælger at skrive specialer i samarbejde med eksterne organisationer, og ved at tidligere studerende, som nu er på arbejdsmarkedet, henvender sig med cases på vegne af deres arbejdsplads.

 

En god sparringspartner

Ghita rakte ud til KU Lighthouse, mens hun var i gang med at opbygge Sociologisk Innovation og innovationscenteret er fortsat med. ”KU Lighthouse har været en kæmpe støtte for mig, i og med at de står for alle workshops i designtækning. De kommer med nogle meget kvalificerede undervisere, der har stor erfaring i at bruge lige præcis de her metoder til at lave innovationsprocesser med studerende. Og så har det været en stor støtte at have nogen at sparre med, netop fordi der kan være frustration hos nogle studerende. Det er rart med nogen, der følger processen og ved, at de studerendes reaktioner er forventelige, og kan gå ind i en sparring med mig om, hvordan vi bedst håndterer det. Det er guld værd.”

 

Råd til andre undervisere

Bl.a. med tanke på udfordringerne omkring aktiv læring og åbne læringsmål råder Ghita andre undervisere, der er i gang med eller ønsker at integrere cases og innovation i deres undervisning, til at de tidligt allierer sig med studieleder og øvrige undervisere på uddannelsen. ”Dette for at sikre, at de studerende har et passende metodisk og teoretisk stillads til at arbejde med innovation og åbne problemcases. Og så vil jeg tilføje, at fordi læringsoplevelsen manifesterer sig langsommere end i fag med mere direkte læring og formelle mål, bør innovationsfag strække sig over længere tid end mere klassiske fag. Endelig er det selvfølgelig vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvornår på uddannelsen, man lægger et innovationskursus, om det skal være valgfrit eller obligatorisk, og hvilken eksamensform der bedst støtter op om procesorienterede læringsmål.”

 

Sociologiens bidrag til innovation

Sociologisk Innovation giver ikke bare mening, fordi innovationsfeltet kan bidrage til sociologien med et vokabular og tilgang til at iagttage og intervenere i nye fremtider. Bidragene går i lige så høj grad den anden vej, mener Ghita. ”Jeg ser et kæmpe behov for at give sociologien en stemme ift., hvordan vi udvikler mere bæredygtige løsninger på vor tids komplekse problemer. Mens innovationstrends ofte favoriserer startups og ny teknologi, har vi på KU en kæmpe mulighed i at mobilisere de samfundsfaglige fag og tage de kritiske briller på ift. samfundsmæssige dynamikker og ikke-intenderede effekter ved den måde innovation udvikles, organiseres og implementeres. For eksempel fremelsker innovationskrav typisk radikal eller akut fornyelse (’disruption’) og fysiske produkter på bekostning af andre mere ’usexede’ og usynlige elementer som sociale processer, vedligehold og rutinearbejde. Særligt i lyset af tidens accelererende kriser, f.eks. klima, miljø og mentalt helbred, kan sociologiens blik for infrastruktur, magt, vaner og værdier tilbyde oversete kritiske dimensioner til at udvikle nye kollektive og bæredygtige former for innovation.”

Emner